Spildevand og vandmiljø
Hver dansker bruger 110 liter vand om dagen til bad, toilet og køkken, og det ender som spildevand, som skal renses. Det er ikke kun badevand med sæberester og toiletvand, vi sender ud i miljøet.
Drænvand, der løber ud i Skjern Å, og til sidst ender i Ringkøbing fjord.
Det har været lettere at samle spildevandet fra udslippet i byerne og rense det, og det har nedbragt udslippet herfra betragteligt. Sværere har det været at skære ned på udledning af nitrat fra landbruget trods flere vandmiljøplaner.
Grunden er, at markerne dækker et kæmpe areal, og at vandet, der løber fra markerne, ikke bare kan sendes i et rør til et renseanlæg.
Nitrat og fosfat til vandmiljøet stammer fra to kilder – landbrug og byer. Traditionelt har landbruget haft stor udledning af nitrat, mens byerne udledte store mængder fosfor fra især vaskemidler. Sådan er det ikke længere.
Rensning af spildevand
Forureningen tog fart efter 2. Verdenskrig, fordi der blev mere industri, og landbruget begyndte at gøde markerne mere. I 1948 byggede man i Danmark det første renseanlæg, og alle kommuner havde et i 1960’erne, men de var ikke særligt gode. Først i 1987 med Vandmiljøplan 1 skulle næringsstofferne fjernes. I dag er 90 % af alle ejendomme koblet til et renseanlæg, og nitrat, fosfat og organisk stof fjernes effektivt. Vandet fra et toiletskyl med diarré kan drikkes efter en tur i et renseanlæg. Flere steder er vandet fra renseanlægget ligefrem renere end de vandløb, vandet ledes ud i.
En god video, som viser principperne i spildevandsrensning
Renseanlægget
Rist: Første trin er den mekaniske rensning, hvor en rist fjerner tamponer, vatpinde, bind, kondomer og andre større genstande.
Sand- og fedtfang: Ved at sænke vandhastigheden synker tunge slampartikler til bunden og opsamles. Spildevandet indeholder også fedt, der flyder ovenpå, men ved at lade vandet passere en bjælke på overfladen, skrabes fedtet af.
Forklaringstank: I forklaringstanken fjernes en stor del af fosfaten kemisk ved at tilsætte jernsulfat – det gør fosfaten tungtopløseligt, så det synker til bunden, hvor det kan opsamles.
Jernsulfat er dyrt, og i moderne renseanlæg tilsættes specielle aktino-bakterier, der optager fosfaten. Senere fjerner man bakterierne sammen med den fosfor, de har optaget. Det er både en bedre og billigere metode.
Biologisk rensning: Her får vi bakterierne til at gøre arbejdet for os.
I den første tank sker der almindelig respiration. Der tilføres luft, fordi bakterierne har brug for ilt til respirationen.
C6H12O6 + 6 O2 → 6 CO2 + 6 H2O + ATP
Det organiske stof (C6H12O6) nedbrydes og omdannes til CO2 og vand. Der er proteiner og DNA i det organiske stof, og når det nedbrydes, frigives der også N-gødning, som bliver til nitrat, og det nitrat vil vi gerne af med igen.
I den næste tank (som faktisk er samme tank, men hvor man slukker for luftpumperne) er der iltfrit. Her overtager en anden type bakterier og omdanner nitraten til di-nitrogen (N2), og fordi den er en gas, så bobler den op fra spildevandet.
Der skiftes frem og tilbage mellem iltet vand og iltfrit vand, indtil så meget som muligt af nitraten er fjernet.
De mange bakterier, der blev opformeret ved den biologiske rensning, indeholder selv gødningsstoffer, så de skal fjernes fra vandet. I tilsætter man stoffer, som får de mange bakterier fra luftningstanken til at klumpe sig samme og falde til bunden, hvor de fjernes.
Slam
Slammet fra tankene er meget næringsrigt og er en god gødning i landbruget. Desværre indeholder det ofte store mængder miljøfremmede stoffer, hormonrester og tungmetaller, så man er forsigtig med at sprede det på markerne, hvor vi dyrker vores mad.
Slammen kan også gæres til biogas, og det kan omdannes til både varme og elektricitet i en gasgenerator. Der er et overskud af slam, og det sendes enten til et forbrændingsanlæg, eller, hvis det indeholder mange miljøfremmede stoffer, ender det på en kontrolleret losseplads. ”Kontrolleret” betyder at slammet skal sikres ekstra, så de miljøfremmede stoffer ikke siver ned i grundvandet eller spredes i naturen.
