Grundtypemodellen
“Darwins forklaring”, er den eneste videnskabelige sandhed, der findes. Det er i hvert fald den eneste, der præsenteres i din biologibog.
Ifølge evolutionsteorien er alt liv beslægtet
Evolution bygger på, at alt liv har udviklet sig af sig selv, uden at nogen gud eller kraft udefra har påvirket udviklingen. Den fortæller også, at alt liv er beslægtet, og det vises som et stamtræ, hvor vi har en urcelle fra urhavet i bunden, og så lange forgreninger ud til alle de bakterier, svampe, planter og dyr, vi kender til i dag. Alt levende regnes for én stor familie, så biologisk set er du i familie med din potteplante.
Det oprindelige evolutionstræ, som Darwin tegnede det.
Mange dele af Darwins teorier giver god mening, men hans påstande er ikke det eneste bud på, hvordan livet kan have udviklet sig. Livets træ er kun en måde at tolke de data på, vi har fra naturen. Den tyske professor Siegfried Scherer har udviklet en alternativ model, som bygger på samme fakta, men bruger en anden tolkning. Han tror, livet er skabt af en gud, og det åbner op for en anden fortolkning.
Hvad er grundtypemodellen?
I stedet for at se livet som ét stort træ, mener han, at livet skal ses som små “buske”, der er skabt hver for sig. Hver “busk” kalder han en “grundtype”, som udvikler sig inden for en vis grænse. Udviklingen sker ved variation og naturlig udvælgelse.
En grundtype kan fx være en ulv, som kan varieres i mange former for hunde og hyæner, men “busken” er ikke beslægtet med de andre buske, dvs. ulven kan ikke udvikle sig til katte eller andre grundtyper. Grundtyperne er altså her skabt med et komplet DNA med mulighed for stor variation. Hunden har vi avlet fra ulven, og hunderacerne viser, hvor stort potentialet er for variation i dens DNA.
Man hører ofte, at hvis man tror på skabelse eller Intelligent Design (ID), så afviser man også naturlig udvælgelse. Det er forkert. Naturlig udvælgelse virker, som vi har set det med kaninerne, og er med til at fjerne syge individer med genetiske fejl og på den måde bevare grundtyperne ved at holde dem sunde og raske.
Hvad er en Grundtype
Arten kan defineres sådan: To dyr tilhører samme art, når de kan få frugtbart afkom. – En grundtype har en noget bredere definition og kan dække over flere arter. På en måde er det meget naturligt, at der hele tiden opstår nye arter inden for grundtypen – for generne kan blandes på flere forskellige måder, og dermed opstår der nye variationer.
De videnskabelige definitioner på en grundtype lyder sådan her:
- To individer tilhører den samme grundtype, hvis de kan få afkom. (Bemærk at det behøver ikke at være frugtbart afkom, dvs. at hest og æsel således tilhører samme grundtype).
- To individer tilhører den samme grundtype, hvis de indirekte kan få afkom igennem en tredje organisme. Dvs. hvis A og B ikke kan få afkom med hinanden, men både A og B kan få afkom med organismen C, tilhører de alle tre samme grundtype. Se ringart.
- To individer tilhører den samme grundtype, hvis de kan befrugtes kunstigt, og det nye tidlige fosterstadium (blastula) kan overleve til et bestemt stadium.
Mulighederne for genetisk udvikling hos mennesker, dyr og planter er hver for sig meget omfattende, og det giver derfor et stort udviklingspotentiale. Se fx hvor mange og hvor forskellige hunde, vi kan avle os frem til. Men dette potentiale har samtidig sine begrænsninger, for udviklingen fortsætter ikke ud i den uendelige: Vi må nemlig konstatere, at én grundtype ikke kan udvikle sig til en anden.
Vi ser på trods af forskelligheden også mange fællestræk hos alle hunde. Ud over et ben i hvert hjørne og en hale går det samme udvalg af farver igen i pelsen hos de forskellige racer. Alle hunde er udviklet fra de samme sæt gener, som ulvens grundtype er blevet skabt med.
Og hvis vi forestillede os, at alle hunde en dag blev herreløse, at de skulle klare sig selv uden menneskets hjælp, ville de forholdsvis hurtigt falde tilbage til noget, der ligner grundformen: Den naturlige udvælgelse ville udrydde de mere ekstreme og unaturlige racer, som mennesket har fundet på. Det er, fordi naturen straffer en dårlig lugtesans, når ens snude er deformeret, dårligt bentøj, fordi hoften er tilbøjelig til at gå af led, og at hvalpe og tævehunden dør, fordi vi har gjort dens fødsler umulige uden indgriben. Kun de mest naturlige “gadekryds” ville overleve den vilde natur. Vi ville nok se hurtig evolution, men vel at mærke en evolution, hvor de eksisterende gener blandes. Ved avl har vi avlet uønskede gener ud af ulven, så vi kan ikke avle os tilbage til ulv igen.
En anden ting: Lige gyldigt hvor stor forskel det er lykkedes at fremavle på hunde, om de er langhårede eller korthårede, med lange colliesnuder eller med korte bulldognæser, om de er kæmpestore eller bittesmå (med så store forskelle, at de dårligt kan parre sig med hinanden mere), kan de dog alle “kende hinanden”. Når to hunde møder hinanden, er de ikke et sekund i tvivl om, at de begge er hunde.
