Alle grønne planter laver fotosyntese, og vi kalder dem primærproducenter (Primær=først). De er det første led i fødekæden, og de producerer den energi, andre organismer udnytter op igennem fødenettet (fødekæden).
I fotosyntesen herover ser vi, at der dannes glukose, C6H12O6. Derudover udskilles ilt som affaldsprodukt. Noget af ilten bruges igen af planten til respirationen.
Fotosyntesen sker i planternes grønkorn (kloroplaster), som indeholder det grønne farvestof klorofyl. Det er klorofyl, der kan indfange energien i sollyset og bruge det til at danne glukose.
Mad indeholder energi, og fotosyntesen er plantens måde at lave sin energiholdige mad på, nemlig glukose C6H12O6. Vand H2O og CO2 indeholder nemlig ingen energi, men sollyset overfører sin energi ved at ”oplade” glukosen. Den glukose kan planten nedbryde til energi (vha. respiration), og det lever planten af.
Fotosyntesen har brug for CO2, som optages fra luften gennem spalteåbninger på bladenes underside. Vandplanter har ikke spalteåbninger, derfor optages kuldioxid fra vandet.
Oxygen er et affaldsprodukt for planten og det afgives til luften.
Vandet optages igennem rødderne sammen med gødning som nitrat og fosfat. Vandet og gødningen transporteres op igennem planten til bladene igennem vedkar.
Fotosyntesen i bladene producerer glukose, C6H12O6, og det transporteres til stængler og ned til rødderne, hvor fotosyntesen ikke foregår. Glukosen transporteres i sikar
Gennemgang af fotosyntesen på Restudy.
H2O og CO2 er uorganiske stoffer, men de danner det organiske glukose: C6H12O6. Når vi også kalder olie og benzin for organiske stoffer, er det netop, fordi råolien stammer fra planter, som er opbygget af glukose i fotosyntesen – bare for meget lang tid siden!
Består af grundstofferne C, H og O. Fx. C6H12O6
Mangler mindst ét af grundstofferne C, H og O. Fx. CO2 og NO3–(nitrat)
Glukose er et 6-kantet sukkermolekyle
Planter bruger glukosen til deres egen respiration ligesom andre levende organismer. Respirationen sker i mitokondrierne i cellerne, og det sker hele døgnet.
Planter består ikke udelukkende af glukose, for så ville de knække som en sukkerstok. Derfor omdanner planterne glukosen til protein, kulhydrat og fedt, det som planter er opbygget af.
Planter har flere forskellige energilagre, fx i frø fra korn (majs og hvede osv.), kartofler osv. Det er disse energilagre, vi spiser, når vi spiser kartofler, ris og korn.
Fotosyntesen skaber glukose, og glukosen indgår i respirationen på samme måde som hos fx mennesket. Det betyder, at også planten har behov for oxygen til sin respiration. Hvis planterne ikke lavede respiration om dagen, svarer det til, at vi ikke lavede respiration, når vi spiste – så ville vi dø!
Men det er ikke kun om dagen, planten laver respiration. Det foregår HELE DØGNET, for planten skal hele tiden have ATP (energi) for at kunne leve. Om natten, kan vi også måle, at planten laver respiration, for her afgiver den CO2 og optager oxygen.
Da planten ikke kan lave fotosyntese fx i sine rødder, sender den glukose ned til dem. Det er brændstof til røddernes respiration.