Planter og dyr i fjorden

I fjorden forekommer primært langstilket havgræs (Ruppia cirrhosa), almindelig havgræs (Ruppia maritima), børstebladet vandaks (Potamogeton pectinatus) og ålegræs (Zostera marina). Disse 4 planter lever ved lav saltholdighed. De to havgræsarter vokser ved saltholdigheder helt ned til nogle få promille, mens ålegræs vokser ved højere saltholdigheder

Video, som forklarer de gavnlige virkninger af ålegræs i fjorden.

Ålegræs (Zostera marina) ligner siv og kan vokse i meget tætte bevoksninger på havbunden. Fra en grenet jordstængel i havbunden vokser lange, friskgrønne blade (4-12 mm), som kan blive op til 30-120 cm lange.

Om efteråret skylles meget ålegræs op på stranden, hvor det ligger tørt, krøllet og sort i tykke volde. På disse volde vokser der mange enårige planter. Ålegræs kræver en del sollys for at kunne vokse, og planterne ses ud til næsten 3 meters dybde i Ringkøbing Fjord.

To billeder af ålegræs: Til venstre trives det godt, fordi lyset når ned til planterne, og fotosyntesen kan foregå. Her forventer vi at finde mange forskellige smådyr. Til højre er ålegræsset ved at dø pga. skygge fra alger.

På dette billede ses de brune jordstængler, som kryber hen over fjordbunden. Fra jordstænglen skyder friske, grønne, flade skud op i vandsøjlen.

Søsalat

Fra 1997 begyndte søsalat at vokse i fjorden. Søsalat blev i 1997 fundet enkelte steder, men allerede i 1998 og 1999 blev mængden øget betydeligt. Da der blev færre alger i vandet, blev der mere næring og lys tilgængelig til søsalaten. Den driver i store mængder rundt i fjorden med vinden og samles i store mængder i vandkanten og på bunden, hvor den nedbrydes. Herved opbruges ilten, og der dannes metan og svovl.

På billedet ses sammenskyllet søsalat i mælkehvidt vand. Der frigives svovl og sker iltsvind under nedbrydning af søsalaten; det giver den hvide farve. (PT Luftfoto)

Bundplanter giver et godt miljø i fjorden

  1. Holder på næringsstoffer (især fosfor og nitrat), som så ikke kan bruges af planteplanktonet.
  2. Giver skjul for dyreplankton, som derved ikke så let fanges af fisk.
  3. Får flere muslinger til at slå sig ned; de fjerner alger fra vandet.
  4. Giver en fordel til små aborrer og andre unger af rovfisk i fødekonkurrence med skaller, som æder dyreplankton. Dyreplankton er med til at holde vandet klart ved at filtrere alger fra vandet.
  5. Giver skjul for fiskeyngel og små fisk, så de kan vokse sig store.
  6. Holder fast på bundmaterialet, så mudder ikke hvirvles op i vandet og gør det grumset. Det får også lyset til at nå nemmere ned til bunden. Det giver vækst af nye bundplanter.
  7. Sikrer gode iltforhold ved bunden til gavn for bunddyrene.
  8. Kan udskille kampstoffer, som hæmmer algerne.

Bunddyr

Individtætheden er antal dyr pr. m2. Er der gode forhold med masser af mad og få fjender, vil individtætheden være høj. Hvis bunden, hvor de lever, konstant hvirvles op, eller vandet oplever iltsvind, vil der ikke leve så mange dyr.

Tegning af almindelig hestereje og tang-myside. Billede af tang-mycide.

De talrigeste arter af bunddyr i Ringkøbing Fjord:

A: Heteromastus filiformis

B: Svovlorm (Marenzelleria viridis)

C: Sandmusling (Mya arenaria)

D: Almindelig nereis (Hediste diversicolor)

Biologividen.dk er finansieret af BioCosmos
Biologividen.dk er finansieret af BioCosmos