I små bække er der ikke mange planktonalger, og det gælder især vandløb, der løber i skygge af træer – der er ikke tid og lys nok til, at de kan formere sig kraftigt. I den nedre å kan der derimod komme mange alger, og det kan nogle gange også resultere i iltsvind. Det sker, når algerne falder til bunden og rådner, fordi bakterierne, der nedbryder dem, opbruger ilten.
Et vandløb uden mange alger har
klart vand. Dér kan lyset trænge ned til bunden, og så kan der vokse
bundplanter på sten og planter. Det giver et rigere dyre- og planteliv.
Vandpest er en almindelige vandplante i de fleste danske vandløb og søer Foto: Carolina
I vandløb finder vi langt flere smådyr end i søer, og hovedparten lever af døde planter og dyr. Artsdiversiteten (antallet af forskellige arter) er højere i slyngede vandløb, og det skyldes de mange forskellige levesteder med høller, stryg, sand og grus. Smådyrene klarer sig alle godt ved gode iltforhold i de øvre vandløb, men nogle arter, som slørvingenymfen, klarer sig så godt, at de kan udkonkurrere andre. Vi siger, de er godt tilpasset leveforholdene med iltholdigt vand og stærk strøm
Dyrene fortæller os mere end mange iltmålinger, fordi de lever døgnet rundt i bækken. Vi kan godt måle gode iltforhold om dagen i et vandløb, men hvis der om natten er iltsvind, vil vi ikke opdage det. Mangel på fx slørvinger i vandløbet vil derimod afsløre det for os.
Finder vi en slørvinge, som kræver meget ilt, er det et tegn på gode iltforhold. Iltkrævende dyr er en god rettesnor, når vi skal undersøge forurening i et vandløb. Hvis de ikke findes i åen, så er det, fordi der er forurenet. Den viden bruger vi, når vi skal måle, hvor forurenet et vandløb er.
Slørvingenymfen er designet til et liv med stærk strøm og gode iltforhold. Den holder sig fast med kroge på benene.
Slørvingenymfen, også kaldet slørvingen, kendes på sine to haletråde. Slørvingen hedder en nymfe i det her stadium, hvor den lever i vandet, men bliver i foråret forvandlet til et flyvende insekt, som lever i 2-3 uger.
Vårfluelarver har også brug for gode iltforhold, men de er ikke lige så sarte som slørvingen. De er lette at kende på deres huse af sten eller plantestængler. Det giver dem beskyttelse, camouflage og holder dem fast, så de ikke rives med strømmen. Nogle vårfluelarver lever frit uden hus, og andre udspænder et fiskenet, som indfanger føde, der flyder med strømmen.
Vårfluen bygger ofte et hus af grene eller sten. Foto: Bob Henricks
Fritlevende vårfluelarve
Vandbænkebideren finder man ofte i stort antal under sten sammen med igler. Den er meget almindelig og er ret ligeglad med iltforholdene. Den er ikke et insekt, men et krebsdyr ligesom ferskvands-tangloppen.
Foto: Sharp Photography
Ferskvands-tangloppen kan leve næsten overalt, og derfor er den en sikker fangst i de fleste vandløbs-undersøgelser. Den fortæller os desværre ikke så meget om iltforholdene, fordi den lever overalt. Vi ser ofte to tanglopper, der holder sig fast på hinanden. Det er hannen, som har fanget en hun, men han kan ikke parre sig med hende på grund af skjoldet. Han venter til det tidspunkt, hun smider skjoldet for at vokse sig større, og så kan de parre sig. Han holder fast i hende, så andre hanner ikke får chancen.
Den røde dansemyggelarve er bygget til et liv med lavt iltindhold, og hvis vi finder den, kan det være et tegn på et forurenet vandløb. Dansemyggelarven kan være rød, fordi den indeholder hæmoglobin ligesom blod, og det er rigtig effektivt til at binde ilt. Derfor kan dansemyggelarven overleve, selvom der kun er en lav iltkoncentration i vandet.
Rottehalen kan leve i kloakafløb og kræver stort set ingen ilt. Den har et rør, som kan strækkes op til overfladen, hvor den kan bruge atmosfærens ilt.
Foto: Nathan Reading
Nedre vandløb med langsomt flydende vand og mange planter og alger giver store iltsvingninger om natten pga. planternes respiration. Her forventer vi ikke at finde slørvinger og vårfluer.
Foto sabin paul croce