Darwins finker på Galápagosøerne
Under sin jordomrejse med skibet HMS Beagle havde Darwin på Galápagosøerne lagt mærke til nogle finker. De så ret ens ud, men ved nærmere eftersyn viste de sig alligevel forskellige. Darwin mente, at finkerne måtte stamme fra én og samme stamform, som havde udviklet sig. En mulighed var, at den en gang i tidernes morgen var blæst ud til Galápagosøerne fra Sydamerika.
Studerer man finkerne, kan man se, at fuglene spiste noget forskelligt. Nogle åd tørre frø, og de havde et stort næb, som var godt til at knække dem med. Andre åd insekter, og til det havde de et langt tyndt næb.
Man forestiller sig, at der var masser af mad og plads, fordi der til at begynde med var få andre dyr på øerne. Men hvis der bliver rigtigt mange af den samme slags finker, der æder den samme slags føde, går det på et tidspunkt galt. Den konkurrence om at få mad nok tvinger nogle af finkerne til at æde en føde, som var lidt anderledes. Hos finkerne sker der variation som hos alle andre dyr, og især formen og størrelsen af deres næb forandrede sig.
Tegning Niels Kr. Grove
En art bliver til mange
Forholdene var forskellige fra ø til ø, og derfor mente Darwin, at grundformen fra Sydamerika havde udviklet sig forskelligt på de forskellige øer.
Der er forskelligt miljø på øerne. Nogle er tørre, mens andre har et mere fugtigt klima.
Der sker en naturlig variation i finkeflokken, og nogle variationer bliver gemt af den naturlige udvælgelse, fordi de giver en bedre overlevelse. Det ses især på finkernes næb, for man regner med, at der er op til fjorten finkearter: træboende og jordboende, insektædende og frøædende. Ja, der er ovenikøbet opstået én, der opfører sig som en spætte, og som bruger en kaktustorn som redskab, når den vil have fat på en larve.
- Overflod af afkom
- Der er et overskud af finker i forhold til, hvad der er plads og mad til.
- Variation
- Der er en tydelig variation i næbbets form og størrelse.
- Naturlig udvælgelse
- Finker med kraftigt næb klarer sig bedre i tørt klima, mens finker med tyndt næb har en fordel i fugtigt klima.
Isolation er nødvendig
Vi skal tilføje et nyt punkt til evolutionsmekanismen
- Geografisk isolation.
Når generne for en ny variant opstår, ville de konstant blandes med de oprindelige gener. Skal en ny art opstå, er det nødvendigt, at en gruppe finker isoleres og udvikles hver for sig. Det er, hvad der er sket på Galápagosøerne. Hvis finkerne ikke var isoleret fra fastlandet, så kunne de ikke udvikle nye egenskaber og bevare dem.
Hvad er en art?
Normalt kan to arter ikke få levedygtige unger sammen. Men individer af én art prøver heller ikke på at parre sig med individer af en anden art. Hvis der ikke er tydelig forskel på deres udseende, adskiller de sig fra hinanden på andre måder. De lugter måske anderledes eller har udviklet parringsspil, der nærmest gør det umuligt for individer fra selv nærtstående arter at tage fejl. Ofte kommer individerne af to arter slet ikke i kontakt med hinanden, fordi de har tilpasset sig hver deres levevis. Dyrenes udvikling s. 31
Hvor mange arter?
Sammenligner man de forskellige biologibøger, vil man opdage, at der er uenighed om, hvor mange arter af Darwins finker, der findes. Problemet er, at finkerne ofte kan parre sig med hinanden, selvom de ser forskellige ud, og så er de ikke forskellige arter. Nogle forskere mener, at der reelt kun er tale om 3-4 arter og ikke 14.
Hvad fortæller finkerne os om evolution?
Finkernes udvikling af forskellige næbformer er et godt eksempel på naturlig udvælgelse. Men viser det, hvordan noget nyt bliver dannet? Det har vi nemlig brug for, hvis vi vil tale om en evolution fra fisk til fugl. Og det kræver udvikling af nye gener.
Der er ikke rigtig nogen retning på evolutionen af næbbene, for ændringen i tykkelsen af finkernes næb svinger frem og tilbage: I de år, hvor vejret er tørt, så er der flere hårde kerner på øerne, og så er der flere finker med tykt næb. I fugtige år er der flere insekter og små frø. – her finder vi flere finker med lille næb.
Måske viser historien med Darwins finker, hvor godt arterne er programmerede, så de kan variere i takt med ændringerne i miljøet. Og ikke så meget hvordan nye arter bliver til …
De burde nok ikke hedde Darwins finker
Denne historie kaster jo glans over en stor naturforsker, nemlig Darwin. Godt nok beskriver finkernes udvikling den evolution, som Darwin regnes som fader til, men desværre viser beskrivelsen langt fra, hvad der i virkeligheden er sket.
Darwin besøgte Galápagosøerne i 5 uger, det nævnes ofte som det store gennembrud for hans teori.
Men Darwin var helt uforberedt, da han gik på land, og han var langsom til at forstå, hvad der var sket med finkerne. Og selve indsamlingen af finkerne gik også skidt, for han noterede ikke, hvor han havde fanget fuglene.
Om opdagelsen af Darwins finker kan vi bl.a. læse: “Under denne ekspedition så vi også nogle små fugle med rødt bryst, sådan som jeg ofte har set på Ny Hebriderne, og andre som lignede risfuglen i facon og størrelse, men med en sort fjerdragt; hannen var den mørkeste og havde en vældig flot sang.”
Problemet er bare, at ordene ikke tilhører Darwin, men derimod skibskaptajn James Colnett, og han skrev dem i 1793. – 40 år før Darwin kom til øerne! En anden sømand beskrev dem også, i 1812, og kaptajn FritzRoy, som var sammen med Darwin på rejsen, havde også lavet en god beskrivelse af finkerne.
Darwin troede ikke på evolution, da han var ude på sin jordomrejse, så derfor gjorde finkerne heller ikke noget særligt indtryk på ham. Det siges, at hans eneste bemærkning til finkerne var: “Vandet var imidlertid tilstrækkeligt til at tiltrække alle småfuglene i landet. – Duer og finker sværmede rundt langs kanten af det.”
Det var først, da Darwin kom hjem, at forskeren John Gould i 1841 analyserede og forklarede finkernes betydning for Darwin. Og da indså han, at de havde udviklet sig. Darwin blev overrasket over, hvad han havde overset.
Darwins dårlige indsamling af finkerne gjorde en konklusion umulig. Han havde kun 31 finker med hjem, så han lånte fra skibslægen, matroserne og kaptajnen for at få nok. De var ovenikøbet bedre end hans egne, for i modsætning til Darwin havde hans skibskammerater forsynet dem med små mærkesedler, så man kunne se, hvilken ø de var indsamlet fra.
Observationen om, at en variant af finkerne kan bruge kaktustorne som redskab, er ikke Darwins egen, selvom det måske lyder sådan i din biologibog. Det var en type finke, som Darwin slet ikke havde indsamlet. Den blev opdaget af østrigeren A. Habel i 1868, og brugen af redskaber blev først beskrevet i 1919. – 80 år efter Darwins rejse.
Finkerne kom i øvrigt først til at hedde “Darwins finker” efter 1936 – 50 efter hans død.
