Birkemåleren
Birkemåleren er en natsværmer, der viser os, hvordan den naturlige selektion fungerer i naturen.
Birkemåleren er en lille, lys natsværmer, der om dagen sidder stille og godt kamufleret på birketræernes lyse bark. Barken er ofte dækket af lyst lav. Så her kan den gemme sig for sine fjender, de insektædende fugle.
Hvid og mørk birkemåler på forskellig baggrund. Den hvide er dårligt kamufleret på mørk baggrund, og den mørke på den lyse baggrund.
Man har fulgt birkemåleren i England. Her blev træerne i mange områder i 1800-tallet sodet til som følge af industrialiseringens luftforurening og kulstøv, og det lyse lav, der sad på træerne, forsvandt, så nu sad de tilbage på en mørk baggrund – det er ikke så fedt, når man er hvid. Nu er det let at blive spottet af fugle og blive ædt.
I 1848 dukkede en mørk variant af birkemåleren op i Manchester. 100 år senere var 90 % af alle birkemålere i industriområderne mørke. De var bedre kamufleret på den mørke stamme og undgik at blive spist så ofte. Med andre ord var det en mørk variant, som var bedre tilpasset miljøet (de mørke stammer).
Den hvide birkemåler er blevet mere almindelig igen, nu hvor forureningen er aftaget i England.
Klassisk evolution
Eksemplet med birkemåleren dukkede op første gang i 1966 og er blandt de mest kendte eksempler på evolution i verden. Det er, fordi det er let at forstå og viser evolutionen i funktion.
Lad os tage et kik på evolutionens tre trin:
- Overflod af afkom
- Variation (lys og mørk variant)
- Naturlig udvælgelse (de kamuflerede overlever)
Sagen er ikke helt så simpel
Sagen er mere kompleks, end det ser ud til, selvom der ikke er noget mystisk i, at naturlig udvælgelse sorterer de mørke og lyse birkemålere.
Man er ikke helt sikker på, hvor birkemåleren befinder sig om dagen. Hvis ikke de befinder sig på de lyse stammer, falder logikken med kamuflage til jorden. Nogen forskere mener, at de befinder sig i trækronerne. Cyril Clarke, der har forsket i birkemåleren i 25 år, har kun fundet 2 (to!) eksemplarer i dagslys i, hvad han kalder deres “naturlige habitat”. Naturlige habitat må så her betyde på træstammerne! Den opholder sig derimod i trækronerne under kvistene. Og det trækker naturligvis stikket ud for teorien om, at kamuflage på stammerne spiller en rolle, når den berømte natsværmer slet ikke opholder sig på stammerne.
– Jamen, hvad så med alle de fotografier, der findes af birkemålere på træstammer? Ja, enten har man limet en død birkemåler fast på stammen, eller også har man sat den fast med nåle.
Luftforureningen er blevet mindre, og det lyse lav er kommet tilbage i mange skove. Vi ville nok forvente, at den mørke birkemåler ville aftage i antal og den lyse tiltage i takt med den udvikling. Men det er ikke helt sikkert, fordi den lyse birkemåler var kommet tilbage til de renere skove, inden lav igen voksede på stammerne.
Der er alligevel en grad af sandhed i eksemplet, for forsøg viser nemlig stadigvæk, at de lyse natsværmere klarer sig bedst i ikke-forurenede skove, men det må have flere andre grunde end blot kamuflage. Nogle forsøg tyder på, at det er larverne af de lyse former, som er mere følsomme over for forurenede blade.
Historien begynder med en hvid og en mørk form opdaget i 1700-tallet. Og i dag har vi en hvid og en mørk form. – Intet er forandret. Selvom varianterne er opstået engang, så fortæller eksemplet os ikke hvordan. Vi har til gengæld påvist, at den naturlige udvælgelse virker, nemlig at de, der er bedst tilpasset miljøet, overlever.
Kettlewell om birkemåleren:
»Efter mere end 25 års eftersøgning har jeg ikke fundet et eneste tilfælde her i landet på, at nogen har været vidne til, at en fugl har opdaget og ædt en natsværmer udstyret med kamuflagefarver, hvor den har siddet stille på sin rette baggrund.«
Bernhard Kettlewell fra Oxford er den forsker, der i 1950’erne stod for de klassiske studier af birkemåleren i Storbritannien.
